ICS får nu en dansk afdeling
En gruppe danske medlemmer af ICS/The Institute of Chartered Shipbrokers er gået i gang med at etablere en dansk afdeling. Blandt initiativtagerne er Allan Houtved, Danmarks Skibsmæglerforening, Luis Bernat, Holger Kristiansens Eftf. og Peter Grube, BIMCO.
Den 2. juni var samtlige nuværende medlemmer af ICS i Danmark indkaldt til et møde for at lodde stemningen og fastsætte en arbejdsgruppe. På mødet blev det formelt besluttet at etablere the Danish Branch of the Institute of Chartered Shipbrokers.
Medlemmerne af ICS vil blive indkaldt til stiftende generalforsamling den 8. september kl. 18 i København.
Arbejdsgruppen har allerede sammensat et hold af medlemmer der forventes at stille op til bestyrelsen med Luis Bernat som den første Chairman for ICS i Danmark. Luis Bernat er spansk af fødsel, men har boet og arbejdet mange år i Danmark, heraf de fleste for Holger Kristiansens Eftf. i Sakskøbing og Nykøbing Falster. Han har mere end 35 års erfaring i branchen og har altid været mægler.
Jesper Sebbelin har påtaget sig rollen som Vice Chairman og desuden deltager Kristian D. Kristensen fra Holst Shipping i Randers. Allan Houtved udfylder rollen som Secretary.
ICS Denmark får først og fremmest til opgave at sikre et solidt netværk for de eksisterende medlemmer og et helt centralt emne vil blive erfaringsudveksling. Ifølge Luis Bernat er nogle medlemmer nok konkurrenter, men der er også en lang række fælles problemstillinger, der vil kunne adresseres i et sådant forum.
"Medlemmerne vil kunne benytte denne mulighed til at udveksle erfaringer og lejlighedsvis invitere gæster og foredragslæsere til vore medlemsmøder", siger Luis Bernat.
"Endvidere har vi alle det til fælles at vi har gennemført den formelle engelske uddannelse 'Tutorship' og at vi derigennem har et fælles ståsted. Den professionelle uddannelse, der udbydes igennem the Institute of Chartered Shipbrokers og den efterfølgende udnævnelse til Member og Fellow af instituttet er særdeles respekteret indenfor international shipping og med etableringen af en dansk afdeling vil der blive skabt basis for en yderligere promovering af uddannelsen i Danmark", siger Bernat..
Man håber endvidere at tidligere medlemmer at the Institute of Chartered Shipbrokers i London vil genindtræde i den danske afdeling, som på nuværende tidspunkt tæller 35 officielle medlemmer.
På verdensplan er der 25 nationale branches og mere end 3.500 fuldt kvalificerede medlemmer.
Kilde: Danmarks Skibsmæglerforening
