Hvide Sande Shipyard åbner ny afdeling
Det går rigtig godt for Hvide Sande Shipyard, hvis Steel-afdeling er vokset ud af rammerne på Mamrelund i Hvide Sande. Afdelingen flytter nu over fjorden til nyerhvervede lokaler i Ringkøbing, hvor værftet har købt 4.600 m2 eksisterende produktionsbygninger.
”Det er en pludselig opstået mulighed, og vi har valgt at stoppe byggeriet af en ny, stor hal, der var projekteret til opførsel i Mamrelund i Hvide Sande, og som skulle stå færdig i august”, siger Carl Erik Kristensen til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Produktionen i de nye lokaler, der ventes at stå klar i løbet af maj, vil i starten koncentrere sig om platformskraner, samt udvikling, design og produktion af andet transport- og løfteudstyr til vind- og offshore industrien.
Det er også planen at etablere et smedeteam der kan påtage sig andre opgaver fra lokalområdet.
Den nye afdeling i Ringkøbing vil beskæftige 20 medarbejdere. Alt i alt beskæftiger Hvide Sande Shipyard 140 medarbejdere.
Kilde: Dagbladet Ringkøbing Skjern