Hvide Sande ruster sig til vækst
Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri gearer sig til fremtiden og slår syv lærlingestillinger op i forbindelse med den maritime uddannelsesdag, som Ringkøbing-Skjern Kommune holder fredag den 11. april og arrangementet Hvide Sande Åben Havn søndag den 13. april.
”Begge dage har fokus på fiskeri, offshore vind og shipping, og anledningen er derfor perfekt til at finde de syv maritime lærlinge, vi kommer til at mangle”, siger Carl Erik Kristensen fra Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri og tilføjer, at skibsværftet forsøger at undgå flaskehalse, når der er muligheder for ekspansion.
Hvide Sande Skibs- og Baadebyggeri vil gerne kunne gribe de muligheder den kommende havvindmøllepark Horns Rev 3 vil kaste af sig. Desuden giver udvidelsen af havnen også nogle nye muligheder.
Den maritime uddannelsesdag og Åben Havn-arrangementet arrangeres af Foreningen Havnen, Maritim-Viden, Hvide Sande Service Group og Holmsland Klit Turistforening.
Skibsværftet har siden 1950 arbejdet med skibstyper lige fra fiskekuttere til servicefartøjer til offshore vindmølleparkerne. I dag har værftet fokus på nybygning af servicefartøjer, færger og andre specialskibe.
Kilde: Holmsland Klit Turistforening