Hvalpsundoverfarten låner Fur-færge
Der sejler igen færge på overfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre. Man har lånt færgen Sleipner-Fur fra Fursund Færgeri. Den har plads til samme antal biler. Det meddeler fungerende overfarsleder Flemming Thomasen, der lørdag morgen havde den første afgang med den lånte færge.
Hvalpsund-færgen fik torsdag maskinskade og blev taget ud af drift. Færgen er ikke i stand til at sejle og hvornår den bliver driftsklar, kan man endnu ikke udtale sig om med sikkerhed.
Overfartslederen håber dog på, at problemerne med Hvalpsund-færgen bliver løst, så den igen kan indsættes på overfarten fra midt i næste uge.
Kilde: dr.dk/P4/Vest