Hidtil største E-Flex færge leveret til Stena
Det seneste medlem af Stena Lines E-Flex familie, Stena Estelle, blev tirsdag leveret fra værftet i Kina, hvor de sidste forberedelser nu er i gang, inden den 239,7 meter lange færge tager turen til Europa, hvor den skal indsættes på ruten mellem Karlskrona og Gdynia i Polen.
Stena Estelle er godt 25 meter længere end de tidligere E-Flex-skibe. Foto: Stena Line..
Kina er som bekendt fortsat stærkt påvirket af Corona-restriktioner, og derfor kunne hverken Nicklas Mårtensson, CEO i Stena Line eller topchefen i Stena RoRo, Per Westling være til stede ved overdragelses-ceremonien, men deltog via video-link.
Stena Estelle er den fjerde E-Flex-færge, der bliver leveret til Stena Line, men er godt 25 meter længere end de første, og det giver skibet en kapacitet på 3.600 lanemeter.
Den nye færge er som den første i serien udstyret, så den kan koble sig på landstrømsanlægget i Karlskrona og i Gdynias nye færgehavn og dermed skåne omgivelserne for svovl- og partikelforurening.
Alle E-Flex færgerne er forberedt til at kunne konverteres til at sejle på metanol eller LNG, men Stena Estelle kan tillige ombygges til batteri-hybrid drift.
Stena Line tager efter planen levering af et tilsvarende skib fra Jinling værftet i Kina senere i år, og rederiet har i alt bestilt 12 E-Flex skibe.
Stena Estelle er den syvende leverede i E-Flex-serien. Det franske rederi Brittany Ferries har chartret et på en langtidsaftale og venter på yderligere to, mens også DFDS har chartret en E-Flex på en langtidsaftale med Stena RoRo.
The new E-Flexer has been delivered to Stena Line! This 240 m ferry will carry the name of Stena Estelle and since this summer will operate on Gdynia-Karlskrona route. #stenaline #eflexer #stenaestelle pic.twitter.com/AN9KyiQbH9
— Stena Line (@StenaLine) May 25, 2022
Kilde: NI Ferrysite