Hanne Sørensen får international toppost
Maersk Tankers CEO Hanne Sørensen er udpeget til ny formand for the International Tanker Owners Pollution Federation. Hanne Sørensen efterfølger den tidligere topchef for Teekay, Bjørn Møller, der har haft posten siden december 2006.
”ITOPF er bredt anerkendt som den ledende ekspert indenfor forebyggelse af olie- og kemikalieforurening og bekæmpelse af udslip”, siger Hanne Sørensen.
”Som leder af et tankskibsrederi har jeg været dybt imponeret af den indsats de yder, og den viden deres medarbejdere er i besiddelse af. Jeg ser frem til at arbejde sammen med ITOPF om at fortsætte det fremragende arbejde, til gavn for hele shippingverden”, siger Sørensen.
Hanne Sørensen overtog roret i Maersk Tankers for knap to år siden, og har siden solgt flere dele af rederiet fra. Lige nu er det rederiets flåde af supertankere der er blevet forsynet med et ”Til salg” skilt.
Maersk Tankers har dog fortsat en flåde på mere end 200 tankskibe og 4.200 medarbejdere.
Kilde: ITOPF