Hamburg Süd køb nu godkendt i Sydafrika
Maersk Line´s køb af Hamburg Süd er nu blevet godkendt af Sydafrika. Godkendelsen, der er betinget af Hamburg Süds udtræden af en samarbejdsaftale, kommer kort tid efter Brasiliens godkendelse af handlen til 4 mia. dollar.
“Godkendelsen er betinget af Hamburg Süd´s udtræden af skibsdelingsaftalen SAAF, der opererer på ruten Sydafrika - Østkyst Sydamerika. Udtrædelsen vil blive effektiv, når handlen er lukket. Hamburg Süd vil fortsat være aktiv på ruten som en del af det kombinerede Maersk Line/Hamburg Süd netværk,” siger en Maersk-talsperson til World Maritime News.
“Godkendelsen er baseret på en grundig undersøgelse af industrien, der også har behandlet alle konkurrenceretlige aspekter,” siger Morten Toft, der er Senior Juridisk rådgiver i Maersk Line.
Med godkendelsen fra Sydafrika er Maersk Line tæt på at være i mål. Der mangler dog fortsat godkendelser fra lande som Kina, Korea og Chile, men processen skrider ifølge Maersk Line frem efter planen. Rederiet forventer, at integrationen af Hamburg Süd kan påbegyndes i løbet af indeværende kvartal.
Kilde: World Maritime News