Hamburg Havn klar til Triple E
Hamburg Havn har indviet sin nye kaj 5/6 i containerterminalen Burchardkai, som er udstyret med portalkraner, der kan håndtere containerskibe med en kapacitet på 18.000 TEU. Dermed er Hamburger Hafen und Logistik AG klar til den nyeste generation containerskibe.
”Med den nye kaj 5/6 er vi i stand til at håndtere verdens største containerskibe hurtigt og effektivt. Væksten i håndteringskapaciteten hjælper os med at klare spidsbelastningerne forårsaget af det stadigt voksende antal større skibe. Vores kunder kan derfor også bedre overholde deres containerskibes sejlplaner”, siger Dr. Stefan Behn, medlem af havnebestyrelsen og ansvarlig for containersegmentet.
Det er havnens plan at øge kapaciteten i containerterminalen Burchardkai til mere end fem millioner standardcontainere uden at forstyrre de daglige aktiviteter i terminalen. Den nye kaj er et vigtigt led i den plan.
Den nye kaj er 595 meter lang, og i alt er der i terminalen 1.400 meter kaj og 15 portalkraner. Den nye kaj er udstyret med fem portalkraner fra den kinesiske producent ZPMC, som er udstyret til at kunne håndtere de 23 rækker containere på 18.000 TEU containerskibe.
Kilde: Hamburg Havn