H. Folmer & Co. tabte i landsretten
Østre Landsret har nu slået fast, at Søfartsstyrelsen havde ret til, i 2007 at tilbagekalde rederiet H. Folmer & Co's ISM-overensstemmelsesdokument. Søfartsstyrelsens beslutning tvang rederiet til at overdrage drift og ansvar for sikkerheden på dets skibe til et andet rederi.
Søfartsstyrelsens afgørelse blev begrundet med, at rederiet ikke havde foretaget effektiv og systematisk indførelse af ISM-kodens krav, hvilket blev opfattet som en grov afvigelse. Kendelsen var kulmination på flere års misnøje mellem Søfartsstyrelsen og rederiet.
Efterfølgende overdrog rederiet sikkerhedsledelsen af rederiets skibe til Erria. Jørgen Folmer indankede kendelsen fra Søfartsstyrelsen til Ankenævnet for Søfartsforhold, som 8. maj 2007 stadfæstede Søfartsstyrelsens afgørelse.
Rederiet videreankede afgørelsen til Københavns Byret, som den 18. juli 2008 afgav kendelse. Kendelsen fra byretten blev efterfølgende dobbeltanket.
Landsretten ændrer nu byrettens afgørelse, således at ankenævnets kendelse ligger fast. For så vidt angår Søfartsstyrelsen, stadfæstes byrettens afvisning af sagen.
H. Folmer & Co. skal i sagsomkostninger for begge instanser betale 316.000 kr. til ankenævnet og i sagsomokostninger for landsretten til Søfartsstyrelsen 100.000 kroner.
Kilde: CO-Søfart/DAGEN