Grundstødt fragtskib nu i Rønne Havn
Det hollandske fragtskib Beaumaiden ankom onsdag aften til Rønne Havn, hvor der er udlagt flydespærringer rundt om skibet. Dykkere skal nu undersøge skibets bund for at slå fast, om det skal på værft inden det får lov til at sejle videre.
Den polske slæbebåd Fairplay XVIII havde midlertidigt indstillet forsøgene på at trække Beaumaiden af Nyker Rev nord for Rønne, da fragtskibet lige pludselig begyndt at flyde.
Det lykkedes derefter skibet at komme fri af revet ved egen kraft, og efterfølgende at tilbagelægge de få sømil til Rønne, ligeledes for egen maskine.
Som en sikkerhedsforanstaltning blev der straks lagt flydespærringer rundt om skibet, men der er ingen tegn på udslip fra fragtskibet.
Det er fortsat uvist, hvorfor skibet gik på grund ved Nyker Rev, men som Maritime Danmark skrev i går, tyder meget på, at det besætningsmedlem der stod ved roret var faldet i søvn, eller at der ikke var nogen til stede på broen, da grundstødningen skete.
Forsvarskommandoen blev ifølge Søværnets Operationscenter klokken 02.55 - en halv time før fragtskibet gik på grund - klar over at Beaumaiden var på kollisionskurs med Bornholm.
Klokken 03.01 forsøgte man at komme i kontakt med Beaumaiden via det digitale DSC-system og opkald på VHF kanal 16. Opkaldene, der blev gentaget flere gange, blev ikke besvaret.
Klokken 03.03 blev redningsskibet Mads Jakobsen, der lå i Rønne, alarmeret med ordre om at sejle ud til det hollandske fragtskib.
Imens fortsatte Søværnet med at kalde skibet, ligesom skibet og dets reder blev ringet op telefonist. Alt sammen uden resultat.
Klokken 03:15 blev Marinehjemmeværnet på Bornholm alarmeret.
Klokken 03:22 afgik redningsskibet Mads Jakobsen fra Rønne.
5 minutter efter - klokken 03.27 - gik Beaumaiden på grund ved Nyker Rev.
Bornholms politi har sigtet et besætningsmedlem, en mand i 30’erne, for at have været påvirket af alkohol, men politiet ønsker ikke at oplyse, om den sigtede havde rorvagt da grundstødningen skete.
Redaktionen