Grønt lys for fusion mellem DNV og GL
Fusionen mellem Det Norske Veritas og Germanischer Lloyd har klaret den sidste regulative hurdle, efter at Kina har godkendt handlen. DNV GL Group vil nu være verdens største klassifikationsselskab med en omsætning på 2,5 milliarder EUR, eller cirka 18.6 milliarder kroner, om året.
"Det er med stor stolthed, at vi nu kan oplyse, at denne visionsdrevne fusion for vækst er blevet godkendt af konkurrencemyndighederne i alle fire krævede jurisdiktioner", sagde DNV GL koncernchef Henrik Madsen.
Norges DNV meddelte onsdag, at de kinesiske konkurrencemyndigheder endelig havde sluttet sig til EU, Sydkorea og USA og godkendt fusionen.
"DNV GL bliver unikt positioneret til at tilbyde et bredere udvalg af produkter og tjenester, mere dybdegående ekspertise og et mere fintmasket globalt netværk, der ikke kan sammenlignes med andres. Der er en stærk vilje fra både DNV og GL til, at det fusionerede selskab fortsætter med at investere kraftigt i teknologi, forskning og innovation", udtalte Henrik Madsen.
Det nye selskab vil formelt starte det praktiske samarbejde i morgen torsdag efter seks måneders integrationsplanlægning.
Kilde: TradeWinds