Grenaa Havn skal have ny direktør
Grenaa Havns direktør gennem de seneste godt 10 år, Henning Laursen, har valgt at fratræde sin stilling, og havnen er derfor ved at rekruttere en ny adm. direktør, som blandt andet skal stå i spidsen for arbejdet med Masterplan 2030.
”Vi skylder Grenaa Havns – nu afgåede adm. direktør, Henning Laursen, en stor tak for hans indsats gennem godt 10 år. En periode i havnens historie, der har budt på nogle af de største positive forandringer”, skriver Kenny Jensby, bestyrelsesformand for Grenaa Havn A/S.
Årsagen til fratrædelsen er, at Henning Laursen i januar blev ramt af alvorlig sygdom, og selvom genoptræningen forløber godt, har Henning Laursen ikke de kræfter, der skal til for at stå i spidsen for Grenaa Havn. Beslutningen om at fratræde er Henning Laursens egen.
Havnens økonomidirektør Kirsten Hvid Schmidt er konstitueret adm. direktør for havnen, indtil der er fundet en ny adm. direktør.
”Vi har vist, at Grenaa Havn kan og skal spille en væsentlig rolle i den fremtidige danske erhvervs- og infrastruktur, og vi er overbeviste om, at vi med den rette ved roret har lagt en kurs, som vil bringe os hele vejen”, skriver Kenny Jensby videre.
Kilde: Grenaa Havn