Greenpeace aktion på Esplanaden
Greenpeace gennemførte torsdag morgen en aktion mod A.P. Møller - Mærsks hovedsæde på Esplanaden. Miljøorganisationen brugte Mærsk-bygningen som lærred for et nyt computerspil - The Oil Race - der advarer om risikoen ved olieudvinding i arktiske egne.
Foto: Greenpeace.
Greenpeace mener, at Mærsk sejler i den forkerte retning, fordi man fortsætter jagten på olie.
”Stenalderen stoppede ikke på grund af mangel på sten, men fordi vi fandt på noget bedre. Det samme skal ske i forhold til olien”, siger Henrik Beha Pedersen, der er kampagnechef i Greenpeace, til Ritzau.
Torsdag morgen inviterede miljøorganisationen Mærsk-ansatte til at spille computerspillet The Oil Race, som en stor videoprojekter kastede op på muren på Esplanaden.
Spillet, som Greenpeace selv har udviklet, går ud på at styre en olietanker gennem isfyldt farvand uden at støde på et isbjerg eller andre forhindringer. Efterhånden som spilleren bliver dygtigere til at styre sættes farten op, og spillet ender uundgåeligt med, at tankskibet støder ind i noget - med en stor olieforurening til følge.
”Mærsk har åbenbart brug for at blive mindet om, hvad rettidig omhu er. Det er ikke en fortsat jagt efter mere olie, men at omstille sine investeringer til udbygningen af vedvarende energi”, siger kampagnechefen.
Mærsk har ikke kommenteret Greenpeace aktionen der stoppede da det blev lyst.
Kilde: epn.dk