Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe
32 gamle smukke træskibe er i denne uge på vej rundt om Fyn på den venskabelige kapsejlads, Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe. Kapsejladsen slutter i Svendborg fredag.
I havnene har de flotte skibe tiltrukket tusinder af nysgerrige, der nyder synet af de store skibe, stemningen og de mange aktiviteter på skibene – og får et strejf af historiens vingesus fra Danmarks sejlende kulturarv; mange af skibene er over 100 år gamle.
Som en ekstra underholdning er der Cirkus Limbo på det gode skib Havet, hvor akrobater og barmfagre frøkener svinger sig i riggen, danser can-can og spiller musik.
Der er Åbent Skib, musik og konkurrencer som ’skalleroning’ og tovtrækning, åbne værksteder og meget andet.
Kilde: Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe