Frontline opgiver nyt overtagelsesforsøg
Tankskibsrederiet Frontline har opgivet forsøget på at overtager Gener8, skriver Wall Street Journal. Et opkøb ville have resulteret i verdens største tankskibsrederi med 43 helt store tankskibe.
Det er dermed anden gang indenfor få måneder, at et opkøbsforsøg mislykkes for Frontline, der er ejet af den norske milliardær og skibsreder John Fredriksen. Det første forsøg, der blev et af de mere spektakulære, rettede sig mod DHT Holding. Men her måtte Frontline give op efter flere mislykkede sagsanlæg.
Wall Street Journal citerer kilder tæt på Gener8 Maritime for sammenbruddet. Frontlines forsøg på at købe DHT Holding blev blandt andet afvist af selskabets direktører med den begrundelse, at Frontline´s værdisætning - og dermed købstilbud - af aktierne ganske enkelt var for lav. Og ifølge TradeWinds er det samme begrundelse, der gives for Gener8 Maritimes afvisning af Frontline´s tilbud.
Frontline´s direktør Robert Hvid Macleod har ved flere lejligheder givet udtryk for, at tidspunktet var det rigtige for at udvide flåden gennem opkøb. Men det er altså endnu ikke lykkedes for det Fredriksen-kontrollerede selskab.
Kilde: TradeWinds