Fremgang for de danske indenrigsfærger
Rederiet Færgen - der driver rutefart til Bornholm, Samsø, Fanø, Als, Langeland og Lolland – kunne i 2015 notere voksende trafik på samtlige ruter. Sammenlagt overførte de syv færgeruter 1.057.825 biler sidste år, en fremgang på 4,3 procent
På ruten mellem svenske Ystad og Rønne på Bornholm har trafikken aldrig været større, og det samme er tilfældet for ruterne mellem Kalundborg og Samsø samt Esbjerg og Fanø.
”Vores kundeundersøgelser peger på, at forklaringen skal findes i øernes udvikling inden for blandt andet gourmet, kulturelle events, gode forhold til aktive ferier og ikke mindst den ro og idyl, som kendetegner de danske øer”, siger Lindy Kjøller, der er salgs- og marketingchef i Færgen.
Sammenlagt steg antallet af passagerer med 1,1 procent til 4.134.660 passagerer.
At også udenlandske rejsende har smag for ø-ferier i Danmark bliver understreget af, at ruterne til Bornholm fra svenske Ystad og tyske Sassnitz viser solid fremgang. Her er antallet af overførte personbiler i 2015 steget med henholdsvis 4,0 og 6,1 procent i sammenligning med 2014.
Kilde: Færgen
