Første sektion af LNG-krydstogtskib sejles ud
Meyer-værftet i Papenburg er nu færdig med første sektion af det, der bliver verdens første LNG-drevne krydstogtskib. Den enorme sektion på 120 meter blev trukket ud fra tørdokken tidligere i denne uge og skal nu færdiggøres.
Hele skibet skal være klar til aflevering til AIDA Cruises i efteråret 2018. Skibet bliver med 183.900 GT det største krydstogtskib, der nogensinde er bygget i Tyskland - og det første, der primært drives af LNG.
Sektionen er 120 meter lang, 42 meter bred og med 19 dæk. Det færdige skib kommer til at rumme 2.600 kahytter og har efter planen De Kanariske Øer som destinationen på sin jomfrurejse.
Se den enorme konstruktion blive trukket ud i videoen herunder.
Kilde: Meyer Werft