FN vedtager ny Somalia resolution
FN's Sikkerhedsråd og generalsekretær Ban Ki-moon opfordrer nu til, at flere lande sender fly- og flådestyrker til det piratplagede farvand ud for Somalia. Samtidig tillader sikkerhedsrådet at der anvendes 'de nødvendige midler' for at bekæmpe piraterne.
Den amerikanske flåde har offentliggjort dette foto af besætningen på det kaprede våbenskib Faina der trækker luft på dækket .
I en resolution, der tirsdag blev vedtaget enstemmigt i FN's Sikkerhedsråd, opfordres de krigsskibe der opererer ud for den somaliske kyst til, at bruge 'de nødvendige midler' for at komme pirateriet til livs.
Generalsekretæren advarer om, at flere somaliere vil dø, hvis FN's Verdensfødevareprogram ikke kan komme igennem på grund af piraterne.
"I Somalia risikerer tre millioner mennesker at sulte", sagde generalsekretær Ban Ki-moon på et pressemøde i FN's hovedkvarter i New York.
"Næsten 90 procent af alle fødevarer bliver sejlet til Somalia ombord på fødevareprogrammets skibe", sagde Ban Ki-moon og tilføjede, at hollandske, franske, danske og canadiske skibe indtil nu har eskorteret WFPs skibe sikkert i havn, men at Canadas tørn slutter den 23. oktober.
"Der er endnu ingen nation der har meldt sig til at tage over efter Canada", sagde generalsekretæren.
"Uden denne støtte, vil flere mennesker dø", slog han fast.
Kilde: Times India