Flere skal søge mod de tekniske uddannelser
Alt for få unge søger mod de tekniske uddannelser, og det rammer også de maritime virksomheder, der mangler kvalificeret arbejdskraft. Derfor søsætter Danske Maritime nu et treårigt projekt, der skal øge interessen for maritimt relevante tekniske fag og uddannelser blandt unge.
De danske maritime virksomheder står på mange områder stærkt som innovative og helt fremme i forhold til den grønne omstilling. Alligevel kniber det trods indsatser gennem mange år med at lokke flere unge til.
Derfor sætter Danske Maritime nu alle sejl til i et nyt strategisk uddannelses- og rekrutteringsinitiativ, som igennem de næste tre år skal øge interessen for maritimt relevante tekniske fag og uddannelser blandt unge, vise, at den maritime industri er en grøn og bæredygtig industri, og øge diversiteten på uddannelser og i maritime virksomheder. “Det er et stort problem for den enkelte virksomhed, men i høj grad også en udfordring for samfundet i al almindelighed, hvis virksomhederne ikke kan skaffe den fornødne arbejdskraft. Vi har igennem de senere år gennemført en lang række initiativer og aktiviteter, som hver især har været og stadig er succesfulde. Men vi har erfaret, at udfordringen er så stor, at det er nødvendigt at intensivere vores indsats og gå endnu mere strategisk til værks,” siger Cecilie Lykkegaard, vicedirektør hos Danske Maritime.
De konkrete elementer i projektet omfatter en række aktiviteter og målrettede kampagner, ligesom der vil blive lanceret en informationsplatform, der skal skabe et samlet overblik over mulighederne i den maritime industri og bygge bro mellem alle de relevante aktører, skriver Danske Maritime i en pressemeddelelse.
Herudover etablerer Danske Maritime med dette projekt flere helt nye strategiske partnerskaber med aktører uden for branchen, som også arbejder aktivt med at øge interessen for STEM-fag – ikke mindst blandt piger. Projektet vil have et særligt fokus på de uddannelser, som virksomhederne især grad efterspørger, herunder faglærte, maskinmestre og ingeniører, og også fremtidige behov i branchen vil blive tænkt ind, f.eks. inden for digitalisering.
Det treårige projekt støttes af Den Danske Maritime Fond - og det glæder Cecilie Lykkegaard: “Vi er ikke en sort industri, vi er grønne - og det bliver vi nødt til at få formidlet på nye måder”.
Kilde: Danske Maritime.