Finanshus sænker forventning til Norden
Nedturen på tørlastmarkederne vender ikke lige med det samme, og det får nu et af verdens største finanshuse Standard & Poor's til at sænke sit kursmål for rederiet Norden fra 489 til 340. Rederiet offentliggør sit regnskab for 3. kvartal onsdag.
"Vi baserer vores opdaterede scenarie på et skarpt fald i tørlastmarkedet såvel som stramme kreditmarkeder, som påvirker både tørlast- og tanksegmentet. Vi forventer, at sidstnævnte holder sig godt oppe i tredje kvartal 2008, men vil opleve et svagere marked, når vi går ind i 2009", skriver Standard & Poor's ifølge borsen.dk i en analyse dateret den 17. november.
S&P har sænket sit estimat for Nordens omsætning for 2008 med 3 procent og justeret EBIT-estimatet med 14 procent samt indtjeningen pr. aktie med 13 procent
For 2009 har finanshuset sænket de tilsvarende estimater med 11, 12 og 12 procent.
"Vi mener ikke, at det er sandsynligt, at Nordens aktie kommer igen inden for kort tid på trods af, at den er faldet med 68,5 pct. inden for de seneste tre måneder", skriver S&P.
Kilde: borsen.dk