Fem polske søfolk bortført ud for Nigeria
Bevæbnede pirater angreb natten til fredag et polsk ejet fragtskib ud for den nigerianske kyst og bortførte skibets kaptajn, tre officerer og en sømand - alle polske statsborgere. Yderligere 11 besætningsmedlemmer undgik banditterne ved at låse sig selv inde på skibet.
Skibet – Szafir -
der er indregistreret på Cypern, var på vej fra Antwerpen til den nigerianske havneby Onne, da overfaldet skete sent om aftenen.
Ifølge den polske udenrigsminister Witold Waszczykowski har bortførerne endnu ikke rejst krav om udbetaling af en løsesum for at frigive de fem besætningsmedlemmer.
Udenrigsministeren afviser overfor polsk presse at Polen vil indsætte specialstyrker for at befri de bortførte besætningsmedlemmer. Det sker med henvisning til at det er nigerianske myndigheders opgave at forfølge sagen.
Fragtskibet lægger lige nu for anker og afventer ankomsten af en ny skibsledelse der kan bringe skibet sikkert i havn.
Kilde: ABC News