Fagforening: Kun minimumskrav er opfyldt
Sømændenes Forbund 3F og Dansk Metal Søfart, der organiserer skibsassistenterne om bord på DFDS' skibe, siger nu, at der nu er skåret helt ned til lovkravenes minimumsbemanding om bord på rederiets skibe.
"En ting er de lovbestemte minimumskrav, men de tager jo kun hensyn til sikkerheden, hvis man skal flytte et skib fra A til B og ikke den daglige drift. Det er klart, at dem, der er blevet fyret, ikke har lavet ingenting, og det betyder, at der er nogle opgaver tilbage, som vi har lidt svært ved at se, hvordan de vil løse", siger formanden for Dansk Metal Søfart, Ole Phillipsen, til RB-Børsen.
Udtalelsen kommer efter, at DFDS tidligere på ugen meddelte, at man fyrer 30 ansatte, heraf 24 skibsassistenter.
Hos Sømændenes Forbund 3F, der organiserer langt de fleste af de fyrede, frygter man også, at det bliver svært at få arbejdet til at fungere med færre ansatte.
"Hvis man har haft 30 mænd ansat, så må der jo være noget, der nu ikke skal gøres, og som vi er informeret, så er der arbejdsopgaver, som bliver svære at klare. Men det må rederiet så gå ind og vurdere, hvordan skal løses", siger formand for Sømændenes Forbund 3F, Søren Sørensen.
Også Søfartens Ledere frygter, at fyringen af skibsassistenterne risikere at være en kortsigtet løsning.
"En reduktion i antallet af ansatte skibsassistenter vil have en afsmittende effekt på de tilbageværende. De har jo løst en række opgaver, som nu skal løses på en anden måde. Nogle steder vil det være bæredygtige løsninger, men andre steder vil det også være lidt som at tisse i bukserne, hvor det bliver koldt bagefter. De skal passe på, det ikke bliver kortsigtede løsninger, hvor man sparer på vedligehold og service, for det kan give udgifter på lidt længere sig og mere stressede ansatte", siger sekretariatschef Fritz Ganzhorn.
Kilde: euroinvestor.dk