Faaborg Havn ønsker uddybning
Faaborg Havn vil meget gerne have uddybet havnen fra de nuværende syv meter på det dybeste sted, for det ville betyde, at havnen kan tage imod større skibe. Det skal helst ske med en form for statslig finansiering, siger havnemester Lasse Olsen.
”Vi har i dag syv meter som det dybeste. En halv meter mere ville gøre underværker og så gerne i en større bredde. Så kan vi tage større skibe ind”, sagde Lasse Olsen, da havnen forleden havde besøg af Danske Havnes nye direktør, Gitte Lillelund Bech.
Faaborg Havn har ellers meget forskelligartede aktiviteter at byde på, idet der både er færger, gods, krydstogtskibe og noget fiskeri samt supplyskibe. En af de mange aktiviteter er krydstogtskibet M/S Brahe, ejet af Nordisk Cruise Line A/S, der forleden dog måtte opgive sin planlagte jomfrutur fra Faaborg til Flensburg, da skibet ikke havde de fornødne tilladelser til at anløbe tyske havne.
Kilde: fyens.dk