Express 5 udstyres med infrarødt kamera
Når Express 5 bliver leveret til Bornholm i slutningen af 2022, er det med et Flir M364C LR infrarødt, termisk kamera, som i mørket giver besætningen mulighed for at stille knivskarpt på objekter fem kilometer ude foran hurtigfærgen.
Flir-kameraet er blandt andet kendt for sin placering på amerikanske kamphelikoptere, hvor det særlige gyro-ophæng sikrer et helt roligt billede. Det betyder, at selv om Østersøen skulle vise tænder, så kan folkene på broen af Express 5 hele tiden kigge op til fem kilometer frem igennem nattemørket.
”Det giver selvfølgelig skibets besætning et ekstra lag sikkerhed, at de kan få øje på mulige objekter så langt ude foran skibet, også mens det er mørkt”, siger Molslinjens koordinerende kaptajn for Bornholmslinjen, Kasper Sommer.
Express 5 bliver foreløbig den eneste af Molslinjens hurtigfærger, som udstyres med det særlige kamera. Express 5 forventes leveret til Bornholmslinjen i slutningen af 2022, hvorefter rejsen hjem mod Bornholm begynder.
Redaktionen