EU tæt på at godkende CMA CGM-køb
Ifølge kilder med kendskab til sagen er EU tæt på at godkende CMA CGM’s køb af Neptune Orient Lines (NOL). EU har dog opstillet som betingelse, at NOL trækker sig ud af G6-alliancen, hvilket CMA CGM er villig til.
CMA CGM har hidtil været del af Ocean Three-alliancen, som G6-alliancen konkurrerer med. CMA CGM har ikke ønsket at kommentere sagen. Det har NOL og EU-Kommissionen heller ikke. Det skriver borsen.dk, der citerer Ritzau Finans.
I øvrigt er der opbrud på vej inden for containerrederiernes alliancer. CMA CGM har således indgået en hensigtserklæring med Cosco Container Lines, Evergreen Line og Orient Overseas Container Lines om, at de vil etablere en ny alliance, som vil omfatte en flåde på mere end 350 skibe, der vil dække mere end 40 services globalt, hvoraf de fleste er forbundet med Asien, og cirka 20 services til og fra USA og Europa.
CMA CGM forsøger at styrke sin position over for Maersk Line og MSC, der sammen har indgået alliancen 2M.
Kilde: borsen.dk