Esbern Snare efterset i fremmed havn
Støtteskibet Esbern Snare har haft travlt i mere end et år, hvor skibet først har deltaget i Natos antipira-operation ud for Afrikas Horn og fra januar i år har deltaget i opgaven med at få kemiske våben transporteret ud af Syrien, den danskledede operation RECSYR. Skibet ventes først tilbage i Danmark lige før jul, så derfor var man nødt til at gennemføre et større eftersyn og reparation i fremmed havn.
”Driftstiden var overskredet, og derfor måtte vi gøre det, da det ikke var aktuelt at få Esbern Snare tilbage til Danmark”, siger orlogskaptajn René Olsson. I stedet blev det planlagte eftersyn det største nogen sinde på et krigsskib uden for Danmarks grænser.
Der skulle blandt andet udskiftes 26 power-units i skibets motorer, og alle nødvendige komponenter blev transporteret hele vejen til Abu Dhabi, hvor skibet lå i havn i 11 dage.
”Jeg fik 11 dage i havn, og på den tid skulle opgaven løses. Vi var færdige 14 timer før Esbern Snare skulle sejle videre”, siger René Olsson.
I maj måned blev Esbern Snare afløst af fregatten Peter Willemoes i operation RECSYR, og Esbern Snare fortsatte derefter tilbage til Det Indiske Ocean, hvor det indtil december deltager i antipirat-operationen.
Kilde: sn.dk