Eldrup bekræfter årsag til fyringen
Den fyrede DONG-direktør Anders Eldrup bekræftede sent mandag i en mail til DR Nyheder, at uenighed med bestyrelsen om aflønningen af et antal nøglemedarbejdere er årsagen til, at han fratrådte sin stilling mandag.
”Jeg kan bekræfte oplysningerne i bestyrelsens pressemeddelelse om, at min fratrædelse skyldes en forskellig vurdering af, om lønforholdene for et lille antal nøglemedarbejdere i DONG Energy var af et sådant indhold, at bestyrelsen skulle tiltræde dem.
- Ansættelsesvilkårene for specialisterne er blevet fastlagt ud fra en forretningsmæssig vurdering af, hvilke vilkår tilsvarende specialister har i det private erhvervsliv.
- Denne vurdering er foretaget i Dong Energys interesse, og - som det også understreges af bestyrelsen har der ikke har været tale om beslutninger taget for egen vindings skyld.
- Jeg har ikke flere kommentarer, mens jeg afventer den bebudede undersøgelse”, skriver Eldrup i mailen til DR Nyheder.
Kilde: DR Nyheder
