Ekspert: Olieboring i Grønland er vanvid
Det er det rene vanvid, at Det Grønlands Selvstyre nu gør klar til at udstede den endelige tilladelse til olieefterforskning i farvandet ud Grønland. Det siger en af verdens førende oceanografer, set i lyset af oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf.
"Katastrofen i Den Mexicanske Golf burde på alle måder få store konsekvenser for planerne om at efterforske ved Grønland. Alt andet ville være vanvid", siger Cambridge-professoren Peter Wadhams, en af verdens førende oceanografer, til Berlingske Tidende.
Professoren advarer om, at et blowout i Grønland ville få uoverskuelige konsekvenser, fordi det grønlandske klima kun gør det muligt at bore i sommermånederne.
"Der er potentielt udsigt til et helt års lækage uden nogen som helst mulighed for indgriben", siger Peter Wadhams til avisen..
Direktøren for Råstofforvaltningen under Grønlands Selvstyre, Jørn Skov Nielsen, afviser bekymringerne.
"Boreprogrammerne er ikke endeligt politisk godkendt. Men vi følger verdens mest stramme sikkerhedsregler og internationale standarder for borerigge, som bruges i den norske del af Nordsøen og i Barentshavet. Der har ikke været denne type uheld i en menneskealder", siger direktør Jørn Skov Nielsen fra Råstofforvaltningen under Grønlands Selvstyre.
Kilde: Berlingske Tidende