Efterladt kræver milliarder af rederi
Familien til en ungarsk musiker, der var ansat om bord på Costa Concordia og omkom, da krydstogtskibet den 13. januar kæntrede ved den lille klippeø Giglio, har anlagt et erstatningskrav på 2,2 milliarder kroner mod krydstogtskibets amerikanske ejer.
Boet efter musikeren Sandor Feher hævder, at krydstogtrederiet havde en elendig sikkerhedspraksis, uddannede sine medarbejdere dårligt og havde mangelfulde sikkerhedsprocedurer.
Det milliardstore erstatningskrav er anlagt mod det amerikanske krydstogtrederi Carnival Corp der ejer det italienske rederi Costa Crociere, der igen ejer Costa Concordia.
De 2,2 milliarder kroner skal dække alt fra svie og smerte til begravelsesudgifterne.
35 mennesker omkom, da Costa Concordia ramte et klippeskær ud for den italienske klippeø og kæntrede, efter at der var trængt store mængder vand ind i skibet.
Retsopgøret efter katastrofen, hvor flere officerer og topledere i det italienske rederi står anklaget for blandt andet uagtsomt manddrab, er ikke kommet i gang endnu.
Kilde: Tradewinds