Digital skibsregistrering på vej
Erhvervsministeren har fremsat lovforslag vedrørende digital skibsregistrering. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om initiativer for Danmarks digitale vækst mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra februar 2018.
”Det er positivt, at lovforslaget lægger op til fuldstændig digital skibsregistrering og hermed udvikling af et IT-system til at understøtte dette. Det vil gøre udstedelse af registreringsattester m.m. enklere, og køb og salg af skibe mere fleksible,” siger Ole Færge, General Counsel og Vice President Legal & Insurance i DFDS samt formand for Danske Rederiers Retsudvalg.
Med lovforslaget gives der mulighed for at indføre digital skibsregistrering. Lovændringerne vedrørende skibsregistrering har primært til formål at skabe et tidssvarende lovgrundlag for en digitalisering af Skibsregistret, og er en udbygning af de lovændringer, der blev vedtaget i 2006.
Forslaget bydes velkommen i rederierhvervet, da det styrker Danmarks maritime konkurrenceevne. Hos Danske Rederier ser man dog gerne, at man er endnu mere ambitiøs, og at mulighederne for anvendelse af kopier udbygges i forbindelse med registreringer.
Danske Rederier ser frem til, at disse spørgsmål drøftes i forbindelse med en kommende lovændring af søloven i 2019, hvor bl.a. Sølovsudvalget forventes inddraget.
Kilde: Danske Rederier