Det Blå Danmark savner større ambitioner
Vi må hæve ambitionsniveauet til ikke kun at være en førende maritim nation i Europa, men i hele verden, kræver de tre toneangivende organisationer i Det Blå Danmark: CO-industri/Dansk Metal, Danske Maritime og Danmarks Rederiforening.
”Vi mener, at det er på tide at hæve ambitionsniveauet og stræbe efter, at Danmark skal være en af de globalt førende maritime nationer”, udtaler formand Claus Jensen, CO-industri/Dansk Metal, formand Thomas S. Knudsen, Danske Maritime, og formand Claus V. Hemmingsen, Danmarks Rederiforening.
Den markante udmelding kommer op til konferencen ”Vækst i vandkanten”, som de tre organisationer afholder på Christiansborg i dag torsdag den 26. november 2015. Der er flere politikere på talerlisten, herunder erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.
Erhvervsministeren har annonceret en ny maritim vækstplan, som skal forankres bredt. De to tidligere regeringer fremlagde vækstplaner, der havde som mål at gøre Danmark til Europas førende maritime nation med stigende dansk beskæftigelse og vækst til lands og til vands.
Organisationsformændene påpeger, at Danmark har brug for at gennemføre en blå vækstplan. Den årelange, brede politiske opbakning til, at Danmark skal være en førende maritim nation, kan omsættes i praksis, da potentialet er til stede.
Kilde: Danske Maritime