Dengang der var skibsbygning på Langeland
Det er nok de færreste der i dag forbinder Langeland med skibsbygning, men faktisk er der bygget en hel del skibe på Langeland, selvom det har været mindre skibe. Rudkøbing er også hjemby for en af de største succeser indenfor lystbåde i Danmark.
Gedser har en - det samme har Nexø, Grenå og Hirtshals: et redningsskib bygget på Langeland, nærmere bestemt Alu-Stål / Rudkøbing Havnesmedie. De fire sødygtige redningsskibe blev bygget på Langeland i årene 1989 - 1991 til den daværende Kystredningstjeneste. Og de er fortsat i aktiv tjeneste. To lidt mindre skibe af samme type blev bygget på Nordsøværftet i Ringkøbing.
Ud over redningsskibene byggede Rudkøbing Havnesmedie også en række fiskefartøjer, samt mandskabstransport-båden til Storebæltsbro-byggeriet. Det skriver Fyns Amts Avis.
Men ikke nok med at der blev bygget erhvervsfartøjer. Rudkøbing var også stedet hvor den nok største succes indenfor sejlbåde i Danmark - Bianca 27 - blev bygget. Senere kom flere modeller til, og den dag i dag er det vanskeligt at finde en lystbådehavn i Danmark, uden mindst en sejlbåd der er bygget af Bianca. Bådeværftet lukkede i 1994, men er senere ført videre som reparationsværft.
Også de solide Blue Dane skibe er bygget i Rudkøbing, der i dag også er hjemby for det maritime mediehus Maritime Danmark.
Redaktionen