Danske Rederier mister sin EU-chef
Efter godt tre år på posten har Danske Rederiers mand i Bruxelles, Jens Valdemar Krenchel, valgt at sige sit job op for at vende tilbage til Danmark med familien. Der er ikke udpeget en afløser på posten i Bruxelles endnu.
”De seneste tre år har været utroligt interessante. Den rolle, som den søbårne transport spiller som facilitator for den global handel, og det utal af komplekse lovgivningsmæssige spørgsmål der vedrører denne aktivitet, er fascinerende. Skibsfartens overgang fra fossile brændstoffer til nye grønne brændstoffer er et andet løbende emne, som er utrolig interessant at følge”, skriver Jens Valdemar Krenchel på LinkedIn.
På trods heraf har han nu besluttet at vende hjem til Danmark med sin familie.
”Jeg har været glad for vores samarbejde”, skriver Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier, i en kommentar til indlægget.
”Vi ønsker dig og din familie alt det bedste fremover”, skriver Anne H. Steffensen.
Redaktionen