Dansk sømand efterlyst i USA
En tidligere Mærsk-ansat maskinmester er ifølge den amerikanske miljøstyrelse, Environmental Protection Agency (EPA), efterlyst for en miljøforbrydelse i USA. Her risikerer han en straf på op til 10 års fængsel.
Det er den tidligere maskinmester Paul Vestergaard der er efterlyst i USA, for i 2005 at have afgivet falsk forklaring, forhindre rettens gang og beordre sin underordnede til at ødelægge en olielogbog, der angiveligt viste store mængder spildolie, som blev ledt ud i havene. Det skriver MetroExpress.
"De oprindelige sigtelser vil kunne give 10 års fængsel. Dertil kommer, at Paul Vestergaard stak af. Pålidelige kilder siger, at han opholder sig i Danmark", siger Jay Green, der leder efterforskningen hos EPA og nu har efterlyst ham i Danmark, til MetroExpress.
Skibet, Jane Maersk, hvor Paul Vestergaard var maskinmester, blev bordet af de amerikanske kystmyndigheder i USA i 2005. Om bord blev der fundet rør, som kunne bruges til at udlede spildolie ulovligt på åben sø
Mærsk indgik i 2005 forlig i sagen og betalte 3,1 million kroner i erstatning til USA. Men Paul Vestergaard er fortsat efterlyst.
"Vi har ikke hørt, at Paul Vestergaard skulle være på listen, men vi vil drøfte sagen. I de tre år, vi har været under opsyn, har der ikke været problemer", siger pressechef hos Mærsk Peter Beck-Bang. Siden 2005 har rederiet været under opsyn i de amerikanske farvande.
Hverken politiet eller Miljøstyrelsen i Danmark kender til sagen.
Kilde: MetroExpress
