Dansk skibsfart på fortsat vækstkurs
Den store nedtur i shippingbranchen får ikke de danske rederier til at skrue ned for ambitionerne. Krisen betyder, at det måske tager længere tid at nå de ambitiøse mål, men de skal nok blive nået. Det vurderer Danmarks Rederiforening
Rederiforeningen fastholder det høje ambitionsniveau.
Danmarks Rederiforening forventer at dansk skibsfart kommer styrket ud af den internationale økonomiske krise og vil fortsætte med at tage markedsandele. Det siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen.
Ambitionen om, at den danske handelsflåde skal være 50 procent større om fem år, fastholdes.
"Det kan godt være at det kommer til at tage fem et halvt år og ikke fem år. Men vi skal nok nå det", sagde Jan Fritz Hansen på Rederiforeningens fokusmøde, der blev onsdag blev holdt på Nyborg Havn.
Selv om krisen også skaber problemer for de danske rederier hæftede vicedirektøren sig ved, at krisen også vil betyde, at en større eller mindre del af det globale nybygningsprogram ikke vil blive bygget, hvilket alt andet lige vil lette presset på fragtpriserne.
Som en sidegevinst vil krisen også give de danske rederier mulighed for at foretage opkøb i udlandet til fornuftige priser, sagde vicedirektøren.