Dansk skib skal undersøge plastik i havene
I 2050 vil der være mere plastik end fisk i verdenshavene, lyder en forudsigelse i en rapport fra World Economic Forum og Ellen MacArthur Foundation. Et dansk forskerskib fra organisationen Plastic Change skal undersøge havet fra Galapagos til Los Angeles for plastik.
”Vi har haft en fest med plastik i 60 år. Det har været en vigtig del af vores forbrugsfest, men vi har ikke forstået at styre det og holde det inde i et lukket system. Nu kommer det til tilbage til os som en boomerang”, siger miljøbiolog Henrik Beha Pedersen, der har grundlagt Plastic Change.
Forskerskibet, som organisationen har sendt afsted, skal indsamle data om Stillehavet, og de data skal indgå i den globale kortlægning af plastikforurening i verdenshavene.
”Lige nu spreder vi, hvad der svarer til en skraldebil i havmiljøet hvert minut. Det svarer til en halv million skraldebiler pr. år. I 2050 vil vi være oppe over tre millioner skraldebiler – og så vil der være flere kilo plastik end fisk i havet”, siger Henrik Beha Pedersen.
Plastic Change er en international organisation med base i Danmark, der arbejder med at skabe opmærksomhed omkring problemet med plastik i havene.
Kilde: dr.dk