Dansk kongeskib måske fundet i Østersøen
En svensk marinearkæolog mener at have fundet vraget af det skib den danske konge Valdemar Atterdag brugte til at sejle de skatte med fra Gotland, som han beslaglade efter at have erobret øen og dens hovedby Visby i 1361
Marinearkæologen og vragdykkeren Erik Bjurström siger til Aftonbladet.se, at han ikke troede sine egne øjne, da han så optagelserne fra havets dyb. Billederne viser nemlig et helt intakt skrog.
”I givet fald vil det være verdens ældste intakte vrag og muligvis Valdemar Atterdags kogge. Det er 28 meter langt og syv meter bredt, og hvis der findes skatte om bord, kan vi også komme til dem, fordi skroget er intakt”, siger Bjurström til avisen.
Det vides, at danskerne fragtede de erobrede skatte væk i en kogge, en slags handelsfartøj, som var meget almindeligt i middelalderen.
Fundet er gjort på 100 meters dybde på et hemmeligt sted mellem de svenske øer Gotland og Öland
I de kommende dage vil flere optagelser med udstyr, som kan give endnu bedre billeder af vraget i Østersøen, måske føje de sidste brikker til et dramatisk kapitel i den nordiske historie.
Kilde: DR Nyheder
