Dansk-grønlandsk maritim aftale
Danmark og Grønlands Selvstyre har indgået en aftale om at styrke samarbejdet for at øge sikkerheden ved sejlads omkring Grønland. Formålet er at sikre, at der opretholdes og udbygges et højt sikkerhedsniveau til søs
"Det skal være sikkert og trygt at sejle i farvandene omkring Grønland. Derfor er jeg i dag blevet enig med Grønlands Selvstyre om at styrke vores gode samarbejde for at skabe sikkerhed i farvandene omkring Grønland. Vi styrker samarbejdet mellem Danmark og Grønland i aftalen, som kommer både søsikkerheden og miljøet til gode. På grund af de grønlandske farvandes karakter og vejrliget, er det ikke mindst i forbindelse med passagersejlads vigtigt, at sikkerheden er i top", siger økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Målet er at skabe et højt sikkerhedsniveau for sejlads, hvad enten dette sker i form af international skibstrafik eller i form af national sejlads til og fra grønlandske havne eller eventuelle offshore-installationer
"Jeg er glad for, at der er kommet øget fokus på sejlads i de arktiske farvande. Det er essentielt, at arbejdet med sikkerhed sker til fordel for den grønlandske borger. Der er op mod to drukneulykker i Grønland om måneden, hvilket er et alt for højt antal. Derfor er et initiativ, hvor de grønlandske og danske myndigheder danner fælles front for at mindske antallet af ulykker i alle typer af fartøjer vigtigt. Det gælder bl.a. gennem indførelse af obligatorisk sikkerhedsudstyr i mindre lystfartøjer", siger medlem af Grønlands regering, Jens B. Frederiksen, ansvarlig for boliger, infrastruktur og trafik.
Samarbejdsaftalen indebærer også et nyt kontaktudvalg, hvor en tæt dialog skal bidrage til at styrke sikkerheden og forebygge ulykker til søs.
Økonomi- og erhvervsministeriet
Læs hele aftalen HER