Dansk gidsel trygler nu om hjælp
I en rædselsvækkende video, som er offentliggjort på den internetbaserede TV-kanal YouTube, appellerer den 47-årige styrmand Søren Lyngbjørn, der i syv måneder har været gidsel hos somaliske pirater, nu om hjælp
I videoen trygler den tydeligt rystede danske officer, der er omgivet af maskerede og bevæbnede pirater, om hjælp fra den danske regering og rederiet Shipcraft.
”Hjælp os, før vi dør”, siger en grædende Søren Lyngbjørn til kameraet.
Sammen med fem andre besætningsmedlemmer, herunder skibets danske kaptajn, blev Søren Lyngbjørn den 16. januar bortført fra det danske fragtskib Leopard, efter at det var blevet kapret af somaliske pirater.
På optagelserne ses hele besætningen, som ud over Søren Lyngbjørn tæller skibets chilensk fødte danske kaptajn samt fire filippinske besætningsmedlemmer.
”Kaptajnen er bange hele tiden, og han kan ikke sove om natten, jeg har noget infektion i øjet, og der er kolera i vandet”, siger en tydeligt nervøs Søren Lyngbjørn.
Søren Lyngbjørns arbejdsgiver, rederiet Shipcraft, har fra flere sider været udsat for hård kritik for
ikke at gøre tilstrækkeligt for, at få de seks besætningsmedlemmer forhandlet fri.
Senest har Rederiforeningen af 2010 offentligt kritiseret rederiet, der er medlem af foreningen, for dets håndtering af sagen.
Kilde: bt.dk