Dansk fregat sendt ind i Østersøen
Den danske fregat Peter Willemoes afgik tirsdag aften fra Flådestation Korsør, på en NATO-mission ind i Østersøen. Det sker samtidig med, at USA nu advarer om, at et russisk angreb på Ukraine kan være nært forestående.
”Vi mener, at vi nu er der, hvor Rusland på et hvilket som helst tidspunkt kan indlede et angreb på Ukraine”, siger Jen Psaki, pressesekretær i Det Hvide Hus, ifølge AFP.
Flagskibet i NATOs stående styrke, SNMG1, det hollandske kommandoskib HNLMS Rotterdam, befinder sig allerede i Østersøen - i farvandet mellem Sverige og de baltisk lande.
Standing NATO Maritime Group 1 opererer normalt i Østersøen samt det nordlige og østlige Atlanterhav. Peter Willemoes skal indgå i styrken frem til udgangen af april.
Fortsætter fregatten sin nuværende kurs, vil den over middag befinde sig i samme område som det hollandske kommandoskib.
Peter Willemoes langtrækkende radarsystemer betyder, at det kan registrere mål i luften på meget lang afstand.
Redaktionen