Dansk forsvar skærper nu beredskabet
Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er skærpet, som følge af det russiske militære pres på Ukraine. Regeringen har derfor, efter anbefaling fra Forsvaret, besluttet at skærpe Forsvarets beredskab, så der kan reageres hurtigt, hvis situationen kræver det.
Foto: Forsvaret.
Det indebærer bl.a. at en fregat klargøres til nationale opgaver, herunder øget overvågning af danske farvande og Østersøen samt støtte til transportopgaver.
Herudover styrker Forsvaret det nationale afvisningsberedskab ved at placere to F-16 kampfly på Bornholm i løbet af den kommende tid.
Endelig skærper Forsvaret reaktionstiden for den kampbataljon, der er tilmeldt NATO’s beredskab fra 30 til mellem 1-5 dage. Bataljonen vil bestå af 700-800 soldater og vil blive samlet i Slagelse, hvor også nødvendigt materiel vil blive klargjort.
Derudover har Forsvaret iværksat en række andre sikkerhedsmæssige tiltag.
"Der er tale om rettidig omhu. Det er vigtigt at slå fast, at der for nuværende ikke er en øget trussel mod Danmark eller Bornholm for den sags skyld. Vi styrker vores militære muligheder for at kunne reagere hurtigere, hvis situationen kræver det". siger forsvarschef, general Flemming Lentfer.
Forsvaret forudser, at det skærpede beredskab foreløbigt forløber indtil udgangen af marts måned.
Tiltagene betyder, at Forsvarets opgaveløsning ved grænsen og støtte til bevogtning ved civile lokaliteter i København indstilles.
Redaktionen
