Coronapas - også i maritime virksomheder
Fra fredag kan virksomheder - også i den maritime branche - kræve at medarbejderne møder op med et gyldigt coronapas. Det sker efter at et flertal i Folketinget har vedtaget en ny lov, som skal mindske risikoen for, at coronasmitten spreder sig på arbejdspladser.
En virksomhed kan nu kræve, at ansatte viser coronapas, så længe corona kategoriseres som en samfundskritisk sygdom. Samtidig kan virksomhederne kræve, at ansatte bliver testet for corona og oplyser testens resultat, hvis der vurderes at være et ekstra behov for at passe på eller en særlig situation.
Ansatte med coronapas er dog som udgangspunkt undtaget denne del, men hvis en medarbejder siger nej til at fremvise coronapas eller ikke vil lade sig teste, kan det få ansættelsesretlige konsekvenser.
”Jeg synes, det er et positivt og også nødvendigt tiltag. Vi skal hjælpes ad med at holde smitteniveauerne nede og dermed bidrage til at holde virksomhederne åbne. De danske smittetal har utrolig stor betydning for, hvordan udlandet betragter danske virksomheder, og vi skal for alt i verden undgå en ny stime af rejserestriktioner. Mange virksomheder har lidt store tab under krisen. Nu er vi i Danmark på rette vej, men de aktuelle smittetal er bekymrende, så jo mere vi kan gøre for at passe på hinanden, jo bedre” siger Jenny Braat, adm. direktør hos Danske Maritime.
Redaktionen