Bygning af el-færge starter i dag
I dag, mandag den 13. juni starter byggeriet af Ærøs nye el-færge på Søby Værft. Den ventes at være leveret og klar til drift i sommeren 2017. Projektet er bevilliiget 120 millioner kroner i støtte fra EU. Færgen vil, ifølge Politiken, blive navngivet ”Ellen”.
Når Søby Værft går i gang med at bygge fartøjet, der bliver verdens største el-færge, betyder det job til omkring 40 medarbejdere på Søby Værft på Ærø. Det vurderer værftets adm. direktør Roar Falkenberg.
Færgen får en kapacitet på 196 passagerer og 31 personbiler eller 4-5 lastbiler. Og fordi den bruger kortere tid på hver tur, vil den få flere afgange og dermed en større samlet kapacitet. Og det er der brug for, for ofte er pladserne udsolgt på den nuværende færge, og der er ikke andre måder at komme til og fra øen på.
Den danske færge vil få en kapacitet på fire megawatt. Det er fire gange mere end den norske færge Ampere, der blev sat i drift for et par år siden, og samtidig er teknologien blevet udviklet, så færgerne kan sejle længere på en enkelt opladning.
Den vil sejle hurtigere – rejsetiden mellem Søby og Fynshav forkortes fra 70 til 55 minutter, samtidig med at energiforbruget kun er det halve. Og så kan den ’tanke op’ i løbet af natten, hvor der er overskud af strøm fra vindmøller.
Meningen er, at færgen skal oplades fuldt hen over natten, og så skal den ”sjatlades”, hver gang den er i Søby Havn. Så kan færgen sejle i pendulfart gennem en hel dag, eventuelt med en mindre middagspause i Søby.
Kilde: Politiken