Brexit rammer London som shippingcenter
Londons position som en af verdens førende shippingbyer er truet som følge af Brexit. Som en af de første konkrete reaktioner vil japanske MOL overveje, om London fortsat er det rigtige hjemsted for rederiets europæiske kontor.
”Jeg er helt sikker på at vi har brug for et regionalt hovedkvarter i Europa. Men hvis Storbritannien hellere vil være uafhængige end en del af Europa, så er vi nødt til at overveje hvor det bedste sted for os at gøre forretninger er”, siger en højtplaceret medarbejder i Mitsui OSK Lines til Tradewinds.
Den administrerende direktør for skibsmæglerfirmaet Barry Rogliano Salles, Tim Jones, har allerede advaret om, at den britiske udtrædelse kan true Londons position som shippingcenter.
Ifølge Jones vil det afgørende være, om de store internationale banker trækker sig ud af London. Gør de det vil London ikke kunne opretholde sin position som finanscentrum, og dermed heller ikke den underskov af shipping service selskaber der udgør rygraden i Londons shippingverden.
Kilde: Tradewinds