Blaaholm havde vokseværk i 2014
Blaaholm fra Esbjerg, der fremstiller specialmaskiner og løfteudstyr til offshore-sektoren, har haft et 2014 med stigende omsætning og bruttooverskud. En udvidelse af produktionsarealet og et certificeringsprogram har bidraget positivt til resultatet.
”Vi er godt tilfredse med udviklingen. Vi er blevet mere professionelle i den måde, vi arbejder på. Vi bliver udfordret af lave oliepriser, som måske fører til faldende investeringer, men vi tror, vi kan blive ved med at vækste”, siger indehaver Torben Blaaholm.
Blaaholm har i løbet af 2014 tredoblet produktionsarealet og har opnået et ISO 9001-certifikat. Blaaholm indviede således sidste år en helt ny produktionshal på 900 kvadratmeter med en frihøjde på 6,4 meter, samt 200 kvadratmeter kontorfaciliteter, som bruges af teknisk afdeling. De nye tiltag har bidraget til, at omsætningen steg fra 47 millioner kroner i 2013 til 61 millioner kroner i 2014.
Bruttooverskuddet steg fra 2,4 til 4,8 millioner kroner. Målet er at nå op på en omsætning på 80 millioner kroner i 2015.
Kilde: Metal Supply