Bendtsen: Vi skal pirateri til livs
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen understregede i sin tale ved åbningen af MSC83 i Bella Center, at det er vigtigt, at bekæmpelse af pirateri står højt på dagsordenen hos IMO.
Bendt Bendtsen lagde ud med at byde deltagerne velkommen til Danmark. Og til København, som han beskrev som et af verdens vigtigste maritime erhvervscentre.
I sin tale, lagde ministeren vægt på, at bekæmpelse af pirateri har høj prioritet.
"Et dansk skib med 5 mand ombord blev for nylig kapret ud for Somalia kyst, og holdt tilbage i næsten 3 måneder. Det var en meget ubehagelig oplevelse for alle involverede, ikke mindst besætningen og deres pårørende", sagde Bendt Bendsen.
"Vi skal pirateri og væbnede overfald på skibe til livs. Og det er ikke nogen let opgave. Men vores venner i Sydøstasien har vist os vejen frem, og jeg vil gerne rose deres indsats."
"Det er vigtigt at kampen mod pirateri står højt på IMOs dagsorden. Og jeg håber at de delegerede vil understrege vigtigheden af, at IMO og FN tager initiativer på dette område", sagde økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen.
Bendtsen opfordrede også medlemslandene til at gøre en ekstra indsats for, at få ført IMO-initiativer ud i livet.
"Jeg opfordrer alle medlemsstater til at gøre en indsats for, at sætte handling bag ordene, ved at ratificere og implementere IMOs initiativer. IMO er hvad medlemslandene gør den til ! Så let er det ", sagde Bendt Bendtsen.
