Bendt Bendtsen møder maritime skoler
Ingen gode idéer skal gå til spilde, når det gælder rekrutteringen af studerende til de danske søfartsuddannelser. Derfor indkalder økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen rektorkollegiet for de maritime uddannelsesinstitutioner til møde.
Søfartens minister Bendt Bendtsen indkalder rektorkollegiet for de maritime uddannelser til møde. Ingen erfaringer skal gå til spilde. Det skriver Morgenavisen Jyllandsposten.
"Jeg kan forstå, at der er skoleledere der er brændt inde med gode idéer, der kan sikre endnu flere til søfartsuddannelserne. Derfor har jeg bedt Søfartsstyrelsen om at indkalde rektorkollegiet til en drøftelse af situationen omkring rekruttering og skolernes mulige indsats", siger Bendt Bendtsen til Ritzau.
Reaktionen kommer efter, at rektorer og forstandere på de maritime uddannelser har givet udtryk for, at deres kompetencer ikke er blevet brugt i en offentligt støttet millionkampagne til gavn for flere studerende til Det Blå Danmark.
Men også regeringens beslutning om frit optag på uddannelserne til skibsofficerer og maskinmestre, der i forvejen ikke har nået loftet kontra uddannelsen til skibsassistenter, vil komme på dagsordenen.
