APM Terminals må dele havnedrift i Panama med MSC
Maersk-datteren APM Terminals bliver ikke ene om midlertidigt at overtage driften af de to havneterminaler ved indsejlingerne til Panamakanalen efter at Panamas højesteret annulerede CK Hutchisons mangeårige koncessioner.
APM Terminals skal midlertidigt stå for havnedriften i Balboa på Stillehavssiden af Panamakanalen, mens MSC skal drive terminalen ved Atlanterhavet.. Foto: Panamakanal myndigheden
Efter højesterets afgørelse er det nu Panamas maritime myndighed, der formelt har overtaget havneterminalerne for at sikre uafbrudt drift i en overgangsperiode på 18 måneder.
Og myndigheden har udpeget APM Terminals Panama til at stå for driften i Balboa på Stillehavssiden, mens MSC´s datterselskab Terminal Investment Limited overtager driften i Cristobal ved Atlanterhavet.
Ordningen beskrives af Panamas præsident José Raúl Mulino som en midlertidig løsning, indtil staten får fastlagt terminalernes reelle værdi og udarbejdet en ny, konkurrencedygtig udbudsmodel. Regeringen understreger, at der ikke er tale om ekspropriation, og at hverken den daglige drift eller de omkring 1.200 arbejdspladser påvirkes, skriver Splash.
CK Hutchison har kaldt overtagelsen ulovlig og har annonceret både nationale og internationale retsskridt. Dommen er af flere iagttagere blevet betegnet som en sejr for amerikanske interesser, mens de kinesiske myndigheder har kritiseret Panama i skarpe vendinger for beslutningen.
-emte
