APM Terminals får grønt lys i Costa Rica
Højesteret i Costa Rica har givet grønt lys til APM Terminals i forbindelse med byggeriet af en ny containerterminal. Aftalen, der blev indgået med regeringen i Costa Rica for et år siden, har været sat i bero på grund af protester fra havnearbejdere.
”Den nye terminal vil fremme landets globale konkurrenceevne og den socioøkonomiske udvikling i Limon-provinsen. Det bliver en verdensklasse, moderne, sikker og effektiv terminal, der opererer ifølge internationale standarder og procedurer”, siger Paul Gallie, adm. direktør for APM Terminals i Centralamerika.
Containerterminalen bliver bygget i Costa Ricas Limon-provins, som står for 80 procent af Costa Ricas søbaserede handel, og APM Terminals vil investere mere end en milliard dollar i byggeprojektet.
Havnen kan for øjeblikket kun tage imod skibe op til 2.500 TEU, men når først den nye containerterminal står færdig, vil man kunne klare anløb af containerskibe op til 13.500 TEU.
Navnet på den nye terminal bliver Moin Container Terminal, og terminalen bliver udstyret med seks nye panamax-kraner og en startkapacitet på 1,3 millioner TEU med mulighed for at udvide op til 2,7 millioner TEU årligt. Dybden ved terminalen bliver 18 meter.
Kilde: TradeWinds