Amerikansk iværksætterpris til Cool4Sea
Cool4Sea, der er grundlagt af fire tidligere elever fra Simac, har vundet den amerikanske pris for entreprenørskab ”Amcham EU Entrepreneurship Youth Award”. Svendborg-iværksættervirksomheden har tidligere vundet DM og EM for entreprenørskab samt Hyundais Særpris.
”De andre priser har vi vundet, mens vi stadig var studerende, men at vi vinder en international pris nu, det er vi altså stolte over. Det giver en utrolig selvtillid”, siger Christian Fonnesbæk Jensen, der er en af de fire ejere.
Cool4Sea udvikler kølesystemer, der udnytter den energi, der er i kølevandet fra skibenes motorer. Firmaet er kommet så langt i udviklingsarbejdet, at man er ved at være klar til at få testet en prototype ombord på et skib, hvilket formentlig vil ske i første halvdel af 2016.
Det amerikanske handelskammer i EU, som uddelte prisen, var imponeret over den innovative teknologi, der fører til miljømæssige og økonomiske fordele for skibsredere. Desuden var handelskammeret imponeret over de betydelige tekniske evner, det har krævet at udvikle teknologien.
Cool4Sea forventer at være klar til at sælge de første anlæg i løbet af 2016.
Kilde: Fyens.dk